Dannebrog flag

Dannebrogflag i 160 gr/m2 spunden polyester



Dannebrogs udvikling i nyere tid

Det oprindelige dannebrogsbanner, hvis oprindelse det foranstående har søgt at påvise, eksisterer som anført ikke mere, men dets heraldiske mærke og dets navn er bevaret som Danmarks dyrebare eje, og det efterfølgende skal dreje sig om dannebrogsflagets brug gennem tiderne.
Danmarks riges flag har fra gammel tid været ført i 3 forskellige skikkelser:
  1. Det rene splitflag.
  2. Splitflag med mærke.
  3. Stutflag, der tillige blev benævnt koffardiflag eller handelsflag.
Det rene splitflag vedblev at være kongens, selv efter at kongerne var begyndt at flage med et særligt kongeflag, nemlig splitflaget med det danske rigsvåben i midten. For nogle hundrede år tilbage var der en del forvirring i flagspørgsmålet. Således flagede handelsskibene i flæng med trekantede flag, spidsflag, stutflag, et flag med en tunge forneden eller endog splitflag.
Først i et flagreglement for søværnet i 1806 får splitflaget udelukkende navnet orlogsflag, og ved en kgl. resolution af 10. januar 1905 blev kongeflaget, som var indført i 1731, orlogsflaget med det danske vågen i et kvadrat i korsets midte.
Endnu på Frederiks den II’s tid var der ingen faste regler for flagføring udover, at det ikke var tilladt privatfolk i land at flage. Medens flag og faner på landjorden hidtil nærmest havde været til militært brug og ikke engang havde spillet videre rolle ved kongens hof ved så store begivenheder som kronings, bryllup eller bisættelse, bliver forholdet et andet under enevælden. Navnlig lidt op i 1700-tallet vokser udfoldelsen af elegance og fornemhed under påvirkning fra den franske konge Ludvig XIV’s elegance og pragt-elskende hof. Over hele Europa kappedes man om at efterligne Frankrig, og bl.a. tages faner og flag i brug i hidtil ukendt målestok. Samtidig bliver fanedugen forskønnet med kostbare, overdådige broderier i sløv og fuld, der svarede til baroktidens glansperiode.
Gennem hele 1600- og 1700-tallet var folkets forhold til flaget meget ringe. Man betragtede det nærmest som noget, der kun vedkom kongen, hæren og flåden. Litteraturen fra disse århundreder er også fattig på Dannebrogs toner.
Det er marinen, som først og fremmest har holdt liv i flagets historie i denne periode, hvad der også synes ret naturligt, fordi det i stigende grad var nødvendigt at have nationale kendetegn på søen.
Alle de kongelige forordninger angående flagspørgsmål vedrørte næsten udelukkende krigs- og handelsflåden. I 1685 påbød således Christian den V, at alle skibe fra byerne i Slesvig skulle bruge ”vort røde, uspaltede flag med det hvide kors”. I juli 1784 udkom ”Almindelige bestemmelser for flagføring på statens skibe”. I dette fastsattes flagets mål, men derimod intet om dets rette farve, der kunne variere lige fra mørkerød til lyserød.
Nedenfra arbejdede danskheden sig stærkere og stærkere fremad, støttet af flere betydelige mænd, først og fremmest Holberg. Når han skrev sine komedier og andre poetiske skrifter, var det for at bringe den danske nationalfølelse i vejret.
Frederik VI var afgjort dansksindet og nærede den største kærlighed til folket, men han kunne dog ikke gå med til at gøre Dannebrog til folkets flag, selv om han viste interesse for det.
Stadig var det mest søen, det drejede sig om. Reglen blev, at det rene splitflag på søen kun måtte føres af flåden. Alle andre skibe, som havde ret til at hejse splitflag, skulle have et mærke eller en indskrift i dugen. For de vestindiske kolonier stadfæstede kongen et særligt koloniflag. Et splitflag med en hvid firkant i midten med det danske rigsvåbens hjerteskjold båret af 2 løver, og derunder kongens kronede navnechiffer og bogstaverne D.A.C.
Griffenfeld fremsatte i 1671 et forslag om oprettelsen af Dannebrogsordenen. På grundlag af mistydede beretninger om, at ordenen i virkeligheden stammede fra Valdemar Sejrs tid, som en ridderorden han havde oprettet, men som kun var blevet glemt i tidens løb, blev korset malteserkorset med indadbuede arme, altså ligesom i det himmelfaldne Dannebrog, og ikke som det latinske kors med lige brede arme i flagene.
Vedtægterne for Dannebrogsordenen gennemgik i 1808 en udvidelse og omordning. Medens dens gamle vedtægter kun talte om troskab og dyd, kunne nu Dannebrogs-mændenes hæderstegn tilfalde dem ”som med tanken henvendt på fædrelandet virker mere end andre for samtid og slægter” og ridderkorset kunne erhverves ”ved udmærkede fortjenester og handlinger” såsom ved ”opofrelse for konge, fædreland og medborger”, ”ved nationen hædrede fremskridt i videnskab og kunster” osv.
Tiden fik luft i guldalderdigtningen lige fra Oehlenschläger og Ingemanns romantiske poesi over nordiske emner til Blichers jævne, jyske natur- og menneskeskildringer. Med jubel tog man mod ”Elverhøj” i 1828, og man grebes af Grundtvigs stærke ånd og hans kærlighed til Danmarks oldtid.
I folket begyndte også trangen til at give deres følelser udtryk ved at hejste Dannebrog, men den gamle Frederik VI kunne trods sin folkelighed ikke strække sig så vidt, at han kunne give efter på dette punkt. Da man fra preussisk og russisk side i 1833 søgte om tilladelse til, at deres konsuler heste deres respektive landet flag på deres huse, blev spørgsmålet taget op, om hvor vidt en almindelig flagning kunne tillades. Flertallet af regeringen stemte ja til at give alle landets borgere lov at flage, men kongen sagde neg. Det var øjensynlig vanskeligt at fjerne den opfattelse, at flaget alene var statens.
Så længe Frederik VI levede, skete der heller ingen afvigelse herfra.
I 1839 døde Frederik VI. Når derfor mindet om det bevægede år 1848, da den for Danmark så heldige treårs krig begyndte, skal nævnes, er det fordi hele det danske folk den gang med rørende enighed samlede sig om det, som Dannebrog er symbolet på, konge og fædreland. Dannebrog havde som nævnt ikke altid været lige agtet som symbolet på fædrelandet, men i ånden fra 1848 blev det folkets flag – det frit vajende fællesmærke for alle danske.
Under begejstring rykkede de danske bataljoner ud i krogen 1848 med deres nationale faner, som var blevet indført i hele hæren i 1842. De blev hils, hvor de kom, af jublende folkeskarer. Det blev vanskeligere og vanskeligere under den stigende, patriotiske stemning at hindre befolkningen i at hejse Dannebrog, og myndighederne lukkede øjnene. F.eks. skrev ”Randers avis” den 29. marts 1848 i anledningen af dragonernes afmarch til krigen: ”Gaderne er bestrøede med sand; fra hvert hus vajer Dannebrog, til dels med inskriptioner”.
I. Worsaae holdt i marts 1849 et foredrag om Dannebrog. Det udkom på tryk og var den første beretning om Dannebrog opbygget på videnskabelige studer. Worsaae sluttede: ”At vi ikke skulle gå til grunde, derfor borger os hele vor fortid, vor nutid og fremtids spirende håb; thi det vide vi nu alle, at idet vi kæmper under Dannebrog og for Dannevirke, kæmpe vi ikke en kamp for Danmark alene, nej for hele Norden”.
Efter slaget ved Frederits den 6. juli 1849 sluttedes våbenstilstand, og da tropperne om efteråret vendte hjem, blev de modtaget med jubel. Aviserne skrev, at byerne var smykket med blomster og danske flag, og i Helsingør var der norske og svenske flag. Borgerne samledes under dannebrogsfaner for at byde soldaterne velkommen hjem, således som det kan ses på billeder fra den tid.
H.P. Holst digtede ”Den lille hornblæser”, hvor et af versene lyder:
Da Borgeren sit Hjertes Guld
til takkeoffer mynted,
og Byen sig med Flag og Baand
og Blomsterkranse pynted.
Det var altså faktisk meningsløst,  når staten mente at kunne lægge hånd på Dannebrog som udelukkende dens officielle nationalmærke. Alligevel var det ikke direkte på foranledning af en folkestemning, at forbudet i 1834 om sider ganske stiltiende blev hævet. I 1854 blev flagspørgsmålet taget op igen og denne gang lykkedes det at få kongens tilladelse til fri flagning.
Ordningen blev uddybet under verdenskrigen i 1915. Med undtagelse af de fremmede staters gesandter, konsuler og vicekonsuler samt personer med særlig tilladelse fra justitsministeriet havde ingen her i landet ret til at hejse andet flag end Dannebrog.
I 1908 den 15. juni stiftedes Danmarks-Samfundet som en upolitisk institution, hvis formål udelukkende er af national karakter. Først og fremmest er samfundets opgave at styrke kærligheden til flaget, oplyse om dets betydning som Danmarks symbol og udbrede kendskabet til dets rette brug.
Den 15. juni er ved samfundets medvirket blevet gjort til en national højtidsdag, hvor de små dannebrogsflag forhandles over hele landet. Indtægten ved dette salg bruges til køb af faner og flag til foreninger og institutioner. Indtil i dag er der blevet skænket omkring 60.000 flag og faner til disse.
I 1913 tog man hele det kongelige flagspørgsmål op til revision, og i 1914 stadfæstede kong Christian en bestemmelse, så rigsvåbnet i kongeflag og kongestander forsynedes med baldakin og kongekåbe. Der blev samtidig indført et særligt distinktionsflag (kendetegn) for dronningen, bestående af splitflaget, i vis midte er et hvidt felt, hvor rigsvåbnet uden baldakin, kongekåbe, skjoldholdere og ordenskæder er. Desuden et distinktionsflag for kronprinsen bestående af splitflaget med det lille rigsvåben med kongelig krone og Elefantordenens kæde. En eventuel rigsforstander fører splitflaget med kongekronen og derunder rigssværdet og sceptret krydslagt over rigsæblet.
Til søs sættes kongeflaget på stormasten på det skib, hvor kongen er ombord. Til lands flages med kongeflag på det slot, hvor kongen har sin residens.
Flagets mål blev bestem i 1748, men der findes stadig ingen regel om dets farve. I almindelighed er alle split- og stutflag (det almindelige flag) højrøde. Derimod har kongeflaget og orlogsflaget deres egen dybe farve, nemlig den kraprøde eller også kaldet ”orlogsrød”.
Det er snart 800 år siden, at Dannebrog blev vort rigsflag. Det har i disse mange århundreder vajet over Danmark i krig og fred, i sorg og i glæde. Det tog århundreder, før vort folk blev til en sammentømret nation, men det tog endnu længere tid, før Dannebrog blev folkets flag som nu.
 Anvendt litteratur
Helge Bruhn: Dannebrog og de danske faner gennem tiderne.
G. Honnens de Lichtenberg: Dannebrog til Søs.
Henning Henningsen: Der Dannebrog als Schiffsflagge.
Vort Flag. Forlaget Codan.
Danmarks historie. Politikens forlag.
Aage Mogensen: Soldaten og den tabte krig.
Knud Prange: Heraldik og historie.
Schultz´ Danmarkshistorie.
Chr. Refslund: Liv og virke i vort grænseland.
A.D. Jørgensen: 40-tyve fortællinger af fædrelandets historie
Danmarks Samfundet - om Dannebrog

Der er ingen produkter til listen i denne kategori.